Hvad:
Det er vigtigt, at I som menighedsråd og præster får en snak om, hvad I vil og kan som kirke og menighed? Hvad er særligt ved jeres kirkebygning, lokalområde, jeres måde at være kirke på? Hvilken oplevelse vil I gerne, at sommergæsterne får hos jer?
Hvorfor:
Sommergæsterne giver udtryk for, at det lokale aspekt er vigtigt. Man er på ferie eller i sommerhus på en bestemt lokalitet og vil gerne opleve, hvordan det er at leve her. Der er ikke et ønske om spektakulære aktiviteter, men om en oplevelse af stedets stemning, hverdag og rutiner. Samtidig er der et ønske om at blive taget imod og få lov til at føle sig velkommen og som en del af det lokale liv.
Hvordan:
Det autentiske og lokale er nøgleord. Gør jer klart, hvad der kendetegner jeres kirkeliv og hold fast i det. Vær også bevidst om, at gæster kan føle sig velkomne – smil og hils. Overvej om sommergæsterne kan være en mulighed for jer for at prøve noget anderledes – men stadig på jeres måde. Brug gæsterne som anledning til at prøve et nyt tiltag. Måske har I drømt om en strandgudstjeneste eller en aftensang med levende lys i kirken? Grib muligheden – og gør det på jeres måde.
Eksempler:
I Husby kirke er der levende lys i lysekronerne. Dette bemærkes af både menighedsrådsmedlemmer og gæster som noget særligt.